Efteråret omfavner...

Efteråret omfavner mig. Med blødt lys, blødt mørke lister efteråret sig ind på mig. Jeg cykler en tur, og farverne springer på mig. Sådan veksler efteråret. Jeg kører en tur med tog og gule, orange skove griner til mig hele vejen. Jeg ser en solopgang, og mærker den kolde vind, der slår imod imens.

Efterårsferien er en helle. En stille stund hvor man lytter til naturen og årets skiften som til et æggeur, der sagte tikker fremad.

En weekend, den første, i november er en indskudt parentés, hvor stemmer og ansigter fra en anden tid pludselig bliver til nutid og trækker tiden sammen i en sløjfe. Og det føles rart. Det er en sen aften med snak med kendte som ukendte ansigter. Det er en time i natten, hvor den franske dør, der vender mod havet efterlades åben, og bølgernes brusen insisterer på at lægge lyd indover natten og søvnen. Det er en tidlig morgen, hvor jeg vågner, havets rytmiske slag kontante. Hvor solen spreder sit lys på tværs af horisonten af hav, i et først smalt bælte, så bredere hen over og langs med Storebæltsbroen. Det er ubeskriveligt smukt og momentet er mit. Der er ikke et foto, men momentet er. Og jeg tager hjem senere den dag, tilpas i efteråret og i mig selv.