Royal kitch

En helt tilfældig dag, et tilfældigt år, på en tilfældig adresse i midtbyen - bare den sædvanlige tur hjem fra arbejde - havde kameraet ved hånden og kom til at trykke på udløseren ved et uheld. Altid spændende i den slags situationer at se filmen bagefter, når den er fremkaldt og opdage et af disse lettere rodede motiver, hvor man en sjælden gang imellem rammer noget. Jeg ved ikke rigtig den dag, men nåja, her er altså hvad jeg fandt....

;-)

Sleepytime

Bjørnen sover, bjørnen sover...
...og hvordan er det så lige, at billedet illustrerer dén fortælling?
Det er aften, lyset er dæmpet. Til tørre ligger de våde sko, fordi dagen, kort som den var, var umanerlig våd. Mørk, våd og kort. Der er dømt december og sleepytime. Dæmpet belysning og trang til at sove. 22 timer bliver der sagt.

Lyspunkter er der nok af. Computerens blå lys. De små hyggelamper. Byens lys. Mit livs lys, som pusler med en drilsk flise i det næsten færdige badeværelse. Reflektioner. Reflekterer. Når jeg altså ikke sover.

At komme omkring

Nogen gang kan man komme langt ved at komme omkring. På opdagelsesrejse i det landskab, lejligheden er. Kontinentpladerne synes at forskyde sig konstant. Forbavsende som alt formaterer sig påny.
Den rejsende kortlægger landskabet, optegner konturerne og indkredser de hvide pletter. Afdækker dem, udforsker dem. Endevender systematisk.

Den egentlige oprydning er mental. Fordybelsen er ensidig - målrettet. Der kaldes til ro og orden. Tilstand. Tilstande. Tilstandene tilstundende.

Vinter-november i nordvest

November, november, november...
Blæsten kom, dernæst kulden og så kom sneen.
Idag er det søndag og solen skinner på et hårdt landskab med hvide kanter.

Årstiden viser sin forgænger og efterfølger på plads:

En sensommerrose glimter rødt under de hvide baner af sne.

Nordvest strammes op og kantes af.

De bare træers farver rammer den gullig-brune tone i nabolaget.

Solen lægger make-up på den slidte tøs ;-)

Rødt tema

Jeg vendte sider i et af mine mange billedalbums og faldt over disse farveglade bidrag:
Rød sweater, rød sofa, langt rødt hår, red lipstick...
Billederne er taget for en 8-9 år siden, de to nederste med selvudløser i Århus. Det øverste husker jeg ikke hvem tog, men det er taget på en Københavner-tur...

På det næste billede hænger der bag mig en fantastisk plakat fra en fotoudstilling på Brandts klædefabrik. Skønne finsk-russiske motiver af hunde, traktorer i sne, små landsbyer...
Tror at plakaten forsvandt sammen med alle de andre hyggelige ting i kolonihaven i Odense, da den blev afhændet...

.

På det sidste billede er Lilly My inviteret med. En århusiansk baggård danner baggrund. Der er måske en grund til at jeg ser eftertænksom ud, og kikker langt...

.

Billederne er billeder af billeder - derfor de hektiske blanke pletter.

"På"

Jo, jeg har vist været en del "på" idag. Jeg indrømmer det blankt, jeg har været online siden jeg stod op. Og nydt det. Nu er det ikke fremmed for mig at sidde foran en pc.
Jeg gør det sådan set hver dag. På job. Min profession og alt det der.
Men. Jeg kan godt lide at være online. Jeg kan lide at være "plugged ind" på nudansk. Jeg kan lide at få trådene fra fortiden til at danne sløjfe med nutiden.
Jeg er vild med at Facebook opdaterer mig mht folk jeg troede tabte og forsvundne for længe siden. Det føles trygt og rart at vide, at de er der. Derude. At de lever gode liv, op- og nedture som hos os alle, men at livet udfoldes.
Jeg kan lide at lade musikken køre fra Youtube - jeg kommer helt ud i krogene af min hukommelse, mine længsler og savn.
Det er nysgerrighed, der driver mig. Og en form for melankoli: "Se - nu er du her. Der var engang, du var dér. Det var!"
Det er svært at forklare, men det er utroligt nærværende. Jeg har oplevet meget, så mange folk, så mange lidenskaber, dybe dyk ned i sjælen og i de mange ting, der interesserer mig.
Jeg synes nettet er suverænt til at samle op på dette. Jeg nyder en hel lang dag på denne måde - online. Jeg bliver mindet om (at jeg savner) mine gamle Lp-plader og singler. Jeg bliver mindet om forelskelser og folk, der betød noget. Jeg bliver mindet om at jeg har levet. OG at jeg er tilstede i den verden, der er der nu.

.

.

Og det er rart! ...når man engang imellem mærker at tiden strammer, at den går hurtigere og hurtigere. Når man ikke føler, at hver dag er ladet intenst, og istedet kommer til at føle, at der er mange trummerumdage og -handlinger. Det er en form for opsamling, det er 100% koncentration om mig - her og nu. Ikke på den selvoptagne og selvsmagende måde. Men istedet på måden, hvor man mærker efter. En mental time-out: "Hov du dér...Hvem er det nu, du er? Kan du huske? Er du der - stadig?"

.

Og ikke mindst fører jeg den gamle blå bog videre her - online. Den, hvor jeg får lov at skrive om stort og småt. Hvor jeg får lov at rette blikket mod detaljerne og horisontlinjen. Får lov at bære vidnesbyrd. Flotte ord, men det giver mening. For mig - anyways.

Taget ved...

Taget ved næsen? Slet ikke -tværtimod - taget ved Tietgens Bro! Følg linket i overskriften og bliv taget ved hånden på en lille sporvognstur tilbage til 60'erne. På det nederste sporvognsbillede i linket titter misandten Rysensteen frem og "taget mit".

.

.

Etatens Centralpostbygning er stadig værd at kikke på. Som den akkompagnerer togtrafikken danner den og hovedbanegården et værdigt momument for bevægelsen ud i livet og ind i tanken.

.

.

Naboer

En hovedbanegård er et magisk sted for der begynder rejsen. En hovedbanegård er et hverdagssted for der begynder hverdagen.

Jeg cykler forbi hver dag "på bagsiden" - uden kik til togene, til sporene ud i verden, til de runde buer. Jeg cykler forbi mylderet og de, der altid er dér - hvor banegården er målet i sig selv - med livet måske endda...

.

.

På vej over Tietgens bro passerer man et usynligt skel mellem landsbyen "Kongens Enghave" og storbyen "Kongens København"....(sat en smule på spidsen)... som en kile i byen får man øje på spor til fortid og fremtid - et sted skærer noget glimtende sig gennem landskabet og forvandler de moderne knopforskydninger til en elegant baggrund for et gyldent smykke.

.

Tusmørketanker

.

Jeg har ikke tænkt mig at nævne J-ordet et øjeblik for tidligt. Men der er noget ved årstiden, der får mange til at gøre det. Noget med se frem mod en fest i mørket, at rykke tættere sammen for en stund, vegetere en feries tid, hibernere... Noget med familie.
Når tusmørket falder på kaldes trangen til at gemme sig under dynen frem eller til at klæde sig varmt på og trave en tur i den smule lys der er, mærke vinden bide til...
Man tænder lys med blødt dæmpet skær, og piller en mandarin.
Ta'r måske en lur.

Englevinger - igen

.

Jeg har tidligere skrevet om en himmel som englevinger. Nu har jeg så fundet en mere prosaisk forklaring. DMI beretter d. 4-11-08 om et særligt tilfælde af mellemhøje lagbølgede skyer indover Danmark d. 1-11-08- et skyfænomen også kendt som altocumulus stratiformis undulatus...
Mit eget billede her ligner til forveksling illustrationen på DMIs hjemmeside - tilsat en farvelade af en solnedgang :-) Uanset naturvidenskabens begrundelser og navngivning er fænomenet dybt fascinerende og jeg er blevet lige fascineret de 1-2 gange, jeg har iagttaget disse skyer det seneste års tid. Himlen er lavthængende og skyerne pakker byen ind - sådan som jeg har iagttaget dem.

Efteråret omfavner...

Efteråret omfavner mig. Med blødt lys, blødt mørke lister efteråret sig ind på mig. Jeg cykler en tur, og farverne springer på mig. Sådan veksler efteråret. Jeg kører en tur med tog og gule, orange skove griner til mig hele vejen. Jeg ser en solopgang, og mærker den kolde vind, der slår imod imens.

Efterårsferien er en helle. En stille stund hvor man lytter til naturen og årets skiften som til et æggeur, der sagte tikker fremad.

En weekend, den første, i november er en indskudt parentés, hvor stemmer og ansigter fra en anden tid pludselig bliver til nutid og trækker tiden sammen i en sløjfe. Og det føles rart. Det er en sen aften med snak med kendte som ukendte ansigter. Det er en time i natten, hvor den franske dør, der vender mod havet efterlades åben, og bølgernes brusen insisterer på at lægge lyd indover natten og søvnen. Det er en tidlig morgen, hvor jeg vågner, havets rytmiske slag kontante. Hvor solen spreder sit lys på tværs af horisonten af hav, i et først smalt bælte, så bredere hen over og langs med Storebæltsbroen. Det er ubeskriveligt smukt og momentet er mit. Der er ikke et foto, men momentet er. Og jeg tager hjem senere den dag, tilpas i efteråret og i mig selv.

Som tiden går :-)

Man siger at i godt selskab går tiden hurtigt. Jeg kunne ikke være mere enig. November og december er den søde tid - dage hvor man tænker tilbage - 7 år snart, men også 6 år eller 5 år eller 1 år. Den smukke buket fik jeg af ham, jeg bedst kan li', for 2 år siden.

.

Og nu er det så 7 år. Hvad mon vi finder på i år? De magiske dage vi så Ringenes herre 1, 2 og 3 gav en særlig mystik og et vinterhøjdepunkt. Vi skal nok finde på noget, noget der fortætter mørket, noget der binder sammen, noget der gør godt og tæt.

ALTER EGO:

.

.

Lille My. "Pikku My" som hun hedder på finsk - det ved jeg for jeg har besøgt hende på hjemmebane. Kælenavn - alter ego. Hvad er det med Lille My? Hun er strid, hun er skrap, hun er en bestemmegøj, og hun er elskelig og uundværlig. I mumi-universet, i mit univers. Vi to har kørt parløb siden min tidligste barndom, hvor mumibøgerne var ynglingshøjtlæsning, for min far, for os børn. Intelligent underholdning. Vi levede os ind i universet - magisk, uhyggeligt - stemninger, verdener, væsener.... Printet på sjælen.

Vi spejlede os - Inger kan citere Hemulen, og der er noget om, at de er beslægtede, Lille My var mig. Facebooktesten er enig...

Som voksen er hun blevet en ven - en kammerat. Hun er min heltekappe. På biblioteksskolen var hun med mig i eksamenslokalet - og det gik altid godt, når hun var med. Når jeg kom ud fra lokalet sad mit hår altid i en dut, en aflang knold øverst på hovedet: "Lille My slår til igen" måtte jeg konstatere. Og det var godt :-)

Mine venner har set hendes skygge i mig, de har fornemmet kappens svøb. "Lille My" slipper over deres læber, og de mener mig. Vi er vævet sammen.

Jeg så hende grine til mig en dag på vej på arbejde - der sad hun på væggen og mindede mig om mig - lidt vild, bestemt smil, skarp og skrap, tilstede, armene sat i taljen med bestemthed, klar til dagen, klar sammen med mig. Skøn start på dagen. Livslangt venskab, dejligt at have dig My!!

Snirkler og snørkler

Snirkler og snørkler, kruseduller og kruse-diller, spiraler og spiriller, rundtosset rundgang, historiske hoolahoops :-)

.

Sintra National Palace

Berlin Bergruen Collection

Berlin Olympia Stadion

Apropos kikhuller

I'm a peeping Tom...peep peep...

.

.

Kroatien

Vesterhavet

Lissabon

Kikhuller.

Jeg har mødt et hav, der var næsten lige så flot og fascinerende som Vesterhavet - Atlanterhavet. Selvom Vesterhavet vel ret beset er lillebror.
Men flot er det. Store favntag - også gennem små kikhuller...

Peep!

(o)

Vinduer, døråbninger, peepholes, porte, indgange, udgange....

Bedste motiv!

Fado i Coimbra

Vi drejede ned ad en smal stejl gyde som et stykke nede, forude ved den gamle byport, blev til en lille plads.
Da vi trådte ud på pladsen, så vi at der på trappen sad og stod tre mænd, igang med at gøre instrumenter klar. Nysgerrige forbipasserende som os selv satte sig tøvende og dog forventningsfulde langs med den tætte lille plads' solide mure og huse.
Lyset var tusmørkeblåt og over os strøg mursejlerne rundt med klar kalden og lodrette hug mod den lille plads.
Da musikken gik igang var det hjemlandets vedmodige sange FADO'en vi mødte for første gang i sin reneste form - velspillet, velklingende, velgørende, vedholdende vedmodigt og dog underfundigt underholdende.
En perfekt boble på turen.

Lille kat på vejen...

Jeg mødte et par katte undervejs i Portugal - der var kattene på gader og stræder, og der var de andre...
Der var kattens leg med musen - og den mindre kendte fiskens leg med katten.

Team-arbejde!

Team-modarbejde!

hrmmphhfff

Et superkort indlæg, hvori jeg beklager at billeder hopper og tekster danser.
Lader til at når jeg lægger for mange billeder ud, blir layout presset og drøjt.
Irriterer mig grænseløst, men jeg gider ikke bruge tid på at lave en ny og bedre blog, ej heller sætte mig ind i fin-mekanikken bag.
Ligeledes med overskriften på bloggen - noget er gået galt - engang var der kun én overskrift foran det indsatte billede og ikke nogen tekst (magen til) ved siden af... Ødelægger førstehåndsindtrykket, men hvad søren, man kan jo stadig orientere sig...
...og så alligevel: hrmmphhfff!!!

In the air 1

Roskilde '08: Love is in the air...
Jeg følte mig varm indeni og glad da jeg så Radiohead. Disse gamle drenge med deres helt specielle sound, Thom Yorkes ansigt, der elskede med musikken, bandets fremtræden på storskærmen, hvor detaljen og fællesskabet var i centrum på en storskærm uden centrum. På sådan en perfekt aften elsker man verden - og Roskilde Festival - uden forbehold.

.

.

Orange Scene - denne majestæt.

Vi lod os forevige i et kærligt kys - en smugpremiere på magien i det orange skær. Uden forbehold :-)

.

.

Uden forbehold lod forsangeren i Bob Hund sig hylde - man kan ikke optræde uden at skulle helt derned og ind i mængden. Billedet af en storskærm blev et af de øjeblikke, som ikke kan planlægges eller gøres efter. Se hænderne - alle uden forbehold - kærligheden er til at føle...

.

In the air 2

Der var noget i luften - og det var gigantiske ildbøvser. Hvor varmen slog imod en fra deroppe.
Trommefolket var samlet i stammer. Sammen fandt de rytmen, gjorde den stærk og fik aktiviteret bæstet - og PUFF - en gigantisk ildkugle blev sluppet løs mod den blå, blå sommerhimmel. Jeg skal love for at der var magi og besværgelser i luften over Roskilde '08.
Tak Roskilde :-)